OMTALE
Helse

Femina

Alt for Damerne

Politiken

Sygeplejersken

 I HELSE nr. 8/99

- i sektionen "Nyt om bøger" redigeret af bibliotekar Niels Pinholt bragtes bogens bagsidetekst tillige med et billede af bogomslaget:
"Glimt af almindelige kvinders ualmindelige livserfaringer. I bogen "Livet givet" beretter 13 kvinder meget forskelligt om deres oplevelser med livets store spørgsmål: Det at være mor, datter og bedstemor - tro, tab og personlig udvikling, seksualitet og kunstig
befrugtning. Man føler sig rig, alt imens man skiftevis undres, forfærdes og glædes. "Livet givet" giver ikke en facitliste på, hvordan livet skal håndteres. I bogen samles velovervejede refleksioner over livet - der viser sig ikke altid at være så givet."


 I FEMINA nr. 25/99

- under "Kort fortalt" om bøger blev skrevet nedenstående,  som blev ledsaget af fotocollagen fra bidraget "Lykkens gudinde":
"Kvindelige ressourcer. "Livet givet - glimt af almindelige kvinders ualmindelige livserfaringer" er titlen på en opløftende og tankevækkende bog. 13 vidt forskellige kvinder fortæller om deres vigtigste oplevelser og beslutninger. De fleste har været gennem store personlige vanskeligheder og er derigennem nået til afklaring og større selvindsigt. Vi kommer tæt på sorgen over at vokse op uden en far - med en mor, der med barnet som bagage konstant flytter ind hos nye kærester. Vi følger en ung piges erkendelse af sin lesbiske orientering, en kvindes kamp for sine syge forældre, og i kapitlet "Go for it!" får frygtsomme kvinder et herligt spark til, uanset alder, at kaste sig over nye udfordringer som at gå på internettet eller anskaffe sig en motorcykel. Specielt stærkt står Karen Smedegaards rolige beretning om to gange at sætte handicappede børn i verden - og miste dem igen."

 I Alt for Damerne nr. 29/99

- under "Kort om alt" skrev journalisten Birgitte Bartholdy følgende på fotocollagen fra bidraget "Mor er den bedste i verden" - og tildelte bogen 3 point på en skala fra 1-5:
"Antologi. I ethvert liv er der noget stort, der kommer til at betyde mere end alt det andet - en oplevelse, der skubber sig ind og flytter om på vores livsrute. Det er den slags erfaringer, nogle helt almindelige kvinder beretter om i antologien "Livet givet" (Spektrum). Der er historien om barnløshed, det alt for tidlige tab af en elsket ægtemand, opvæksten uden en far, pasning af gamle forældre, der bliver som børn osv. Store emner, som der skrives gribende om. Og så er der et par indlæg, der synes helt malplaceret, ligesom kvalitetsniveauet er temmelig svingende. En strammere redigering ville have gjort underværker, men i glimt er der fine livsindsigter at finde i denne bog."

 I Politiken i sektionen "Liv og Stil" søndag den 22.august 1999

skrev journalisten Per Munch følgende ledsaget af fotocollagen fra bidraget "Mor er den bedste i verden":
"Kvinder. Unge feminister på dansk Forrige uge omtalte Liv og Stil den svenske bog Fittstim, om unge svenske kvinders bud på at blive voksen og finde sig selv i en mandsdomineret verden. Imidlertid er vi nu blevet gjort opmærksomme på, at også tretten danske kvinder har skrevet en antologi om deres følelser, erfaringer og bekymringer. Om at være datter, mor og bedstemor, om seksualitet og børn, om venner og andre relationer."

 I Sygeplejersken nr. 10

Tidsskrift for sygeplejersker den 10.marts 2000, 100. årgang skrev Anne Vesterdal Under temaet: Anmeldelser: Litteratur for sygeplejersker - redaktion:
"Kort om nye bøger. Livet givet. Glimt af almindelige kvinders ualmindelige livserfaringer. Tretten kvinder reflekterer over betydningsfulde hændelser i deres liv: Om at skulle have hjælp til at få barn, om at få børn, om forældres sygdom, om at have et handicappet barn, om at miste sin mand m.m. Anmeldelser og yderligere oplysninger om antologien kan søges på bogens hjemmeside: www.livetgivet.dk"

Retur til hovedsiden