Vejle Amts Folkeblad, september 1999

Kærlig klogskab fra forskellige kvinders liv
Reflekterende bog om livets store spørgsmål

Af Vibeke Kruse

Der findes ingen facitliste eller håndbog til livet, som forkynder for alverden, hvordan man skal tackle livets store og små spørgsmål og glæder og sorger.

Vi må alle selv finde livets vej og mening.

Men man kan nu ind imellem hente livskundskab og gode råd i vægtige bøger, som nu f.eks. "Livet givet" udgivet på forlaget Spektrum.

Den reflekterende bog om livets store spørgsmål åbenbarer kærlig livsklogskab fra forskellige kvinders liv.

Mor og datter
13 vidt forskellige kvinder har skrevet velformulerede bidrag til bogen om helt specielle kvindelige erfaringer, som f.eks. det store forunderlige vidunder at blive mor eller at være datter, få handicappede børn, blive bedstemor, søge en åndelig dimension i livet og at turde overskride egne grænser i den personlige udvikling - og ikke mindst: At turde være sig selv.

På godt og ondt. Og kæmpe for det, man tror på.

Det er ikke en rødstrømpebog, som vil genrejse kvindekampens barrikader, men derimod en dybt seriøs og inderlig bog med nærvær og hjerte, som kan give kræfter og inspiration til at vokse videre i livet.

Og det er ikke mindst de velvalgte illustrationer, æstetiske foto-montager af Gine og Sisse Jarner, der bidrager til at fastholde en stærk, varm og inderlig stemning gennem hele bogen.

Bogen rummer livets evige dualisme, hvor lykke og sorg, glæde og smerte, sejre og nederlag er forbundne som siamesiske tvillinger.

Den er på alle måder appetitlig i sit væsen og bærer helt symbolsk billedet af æblet, hvor der er taget en bid, som "appetitvækker" til hvad redaktionskomiteen Pia Deleuran og Bente Holm Nielsen kalder "glimt af almindelige kvinders ualmindelige livserfaringer".

Det kloge
Med udgivelsen prøver de også at skabe opmærksomhed om der nu virkelig er et helt specielt kvindeligt rum af erfaringer, som er værd at fastholde og bygge videre på.

Og det er netop det kloge ved bogen, at den ikke på nogen måde forherliger kvinder og stiller dem op på en piedestal, men lader det være op til hver enkelt at gå videre med vedholdende kræfter og vilje til at møde livet med konstruktivt og handlekraftigt livsmod. På trods af alt.

Retur til anmeldelser