Fascinerende fortællinger fra kvindeliv
Af Merete Engel
Sommerferie-tiden er
over os og en af de bøger, du kunne tage med i kufferten og
læse i små bidder mellem badning, snak og leg, er ”LIVET
GIVET”. Du kan både risikere at grine, græde og blive
lidt klogere på livet
Solen stråler, og
jeg sidder i en god stol under pæretræet i min have med
en stor, tung, firkantet bog - en bog, der snart skal overraske mig.
Den ser ellers temmelig
kedelig ud - hvid baggrund med et halvspist æble og titlen LIVET
GIVET – Glimt af almindelige kvinders ualmindelige livserfaringer.”
Det lyder lidt frelst og fortænkt, og hvordan kan almindelige
kvinder have ualmindelige livserfaringer?
Men det, der lyder frelst,
viser sig at blive en befrielse. For en gang skyld slipper vi for
at høre om Synnøve Søe eller en af de andre mediestjerner.
Her skriver 13 ”almindelige” kvinder fra Vejle, Brøndbyøster,
Frederiksberg og andre ”almindelige” steder hver en VÆSENTLIG
historie fra deres liv. Og de kan både skrive og har noget på
hjerte, som vi andre kan bruge i vores ”almindelige” liv.
Susanne Nyrop lægger
ud med at fortælle om sin fantasifulde brug af computeren og
fører sin kreativitet helt tilbage til barndommens have, hvor
hun rullede sig i mudder, byggede huler i syrenerne og lavede underlige
trylledrikke. Det er som at lytte til en god veninde, der sætter
sine oplevelser med den ny teknologi i perspektiv.
På samme måde
får vi Pia Deleurans groteske næsten Kafka-agtige historie,
om da kommunen møder op hos hendes gamle syge forældre
med fem mand og en trailer og mod forældrenes vilje tømmer
deres have for havelamper, plastikspande osv. Men fortællingen
slutter ikke der, Pia er jurist og tager kampen op med myndighederne.
De andre beretninger handler
bl.a. om at sætte barrierer op for sig selv, at få to
handicappede børn og at være en moderne kvinde i tæt
kontakt med sin religion. Alt i alt en bog, der får mig til
at grine højt, i et enkelt tilfælde fælde en tåre
og gør mig lidt klogere på livet.
Et flot arbejde af de to
redigerende kvinder overhovedet at finde frem til disse ”almindelige”
kvinder. Bare synd at omslaget på bogen virker så kedeligt
og frelst. ”Godt indhold i en dårlig indpakning”, siger jeg
til min mand, da jeg efter adskillige timer rejser mig fra stolen
under pæretræet.
Det er nemlig ikke en bog
man sådan lige lægger fra sig.