”Jeg har fået
mit lort”
af Lone Nørgaard
Sådan lyder overskriften
på én af 28 beretninger i bogen Det 1. bind. Titlen hentyder
ikke til det første bind i en værkserie, men derimod til den
første menstruation, sådan som den er blevet oplevet af 28
”almindelige” kvinder i alderen fra 12 til 82.
Genremæssigt lægger
bogen sig i forlængelse af udgivelser som Livet
Givet og Overgange, hvis formål var at viderebringe forskellige
kvinders personlige livshistorier for at give en fornemmelse af, hvad det
er for udfordringer, der skal klares i et moderne kvindeliv. Her er den
specifikke indfaldsvinkel, at kvinder skal kende deres køn og deres
værd samt vedstå sig deres biologiske cyklus. Iflg. redaktøren
Pia Deleuran er det nemlig forudsætningen for at komme videre i kønsdebatten,
og hvad kunne være mere kvindeligt end fænomenet menstruation.
På bagsideomslaget
står, at ”man fristes efter læsningen til at spørge,
om piger og kvinder stadig er fremmede over for deres eget køn,
eller om udviklingen har medført større åbenhed.”
Mit svar efter at have læst
historierne er ikke entydigt. For nogle af de yngre bidragydere har klart
et både afslappet og åbent forhold til deres kropslige funktioner.
Men den omstændighed at fx Signe (født 1980, første
menstruation som 11-årig) noterer sig, at menstruation stadig i 1990’erne
er et pinligt emne, de fleste enten ikke taler om eller fx refererer til
som ”Mit lort” peger ikke netop i retning af kropslig accept og afslappethed.
Da
jeg anmeldte Livet Givet, stillede jeg og svarede bekræftende
på spørgsmålet, om såkaldt almindelige menneskers
livserfaringer er interessante for andre end dem selv og deres nærmeste.
Det samme gør jeg i dette tilfælde, selv om jeg synes, at
kvaliteten i de enkelte indlæg er meget svingende.
Emnet er - i hvert fald i
teorien - interessant for alle kvinder, men sandt at sige kedede jeg mig
lidt undervejs, når de private erfaringer blev leveret i en ikke
særligt struktureret fremstilling og i et farveløst sprog.
Smag og behag er forskellige,
men et par af de historier, jeg fandt mest vedkommende, var Hannah
Riordan Bolls For tidligt, hvor hun i 3. person skildrer en rejse i Indien
og det ubehagelige chok ved en for tidlig menstruation, og så Annette
Daugaard Bentzen Den første bloddråbe … og lidt mere. Den
første skildring fænger på grund af fortælleteknikken,
den anden ved sin sproglige veloplagthed.
Hver beretning indledes med
et billede af forfatteren, som hun sådan ca. har set ud ved sin første
menstruation, og fordi gruppen aldersmæssigt er så spredt,
giver fotografierne et interessant og undertiden underholdende indblik
i tidernes skiften inden for tøjmode, kropssprog og (selv)iscenesættelse.
Er den første menstruation
noget, der skal fejres? Signe fortæller:
”Trods undervisning af både
sundhedsplejersken og min dansklærer var jeg ikke klar over, at de
brune pletter var menstruation (…) Det var først, da min mor skulle
vaske, at hun både glad og overrasket fortalte mig, at jeg havde
fået menstruation. Og det skulle selvfølgelig fejres med kaffe
og kage.”
Meningerne om festligholdelse
i den forbindelse er sikkert delte, men imellem polerne ”mit lort” og fejring
kan man håbe på, at sidstnævnte i højere grad
bliver pejlemærke end den negative attitude til menstruationen.
Ved at sætte spot på
et område, der hidtil sjældent er nået meget længere
end reklamernes hysteriske besyngelse af bind X’s fantastiske sugeevne
og tampon Y, der bare får dig til at glemme alt om det røde,
fylder bogen et tomrum ud.
Og derfor er det - på
trods af mine indvendinger - godt, at den blev skrevet.
Det
1. bind - 28 beretninger fra pige til kvinde (red. Pia Deleuran) Forlaget
Forum Pris: 198,-.